Hvert år tager de kommende skolebørn på afslutningstur til Barsø. Vi sejler med færgen tur/retur og tilbringer en hel dag derovre, hvor vi er rundt og se øen, det højeste sted, gåtur ved stranden, soppe i vandet osv. Alle børn medbringer rygsæk med madpakke og drikkedunk, og vi plejer også at være så heldige at få en is. Barsøturen er et fint punktum for tiden som børnehavebarn, og den giver de kommende skolebørn en hyggelig afslutningsdag, hvor deres fællesskab er i højsædet. Et minde de vil tage med dem i mange år.
Vi er ofte heldige at have en forælder med som hjælper denne dag.
Dyrskue
Hvert år inviteres børnehuset til dyrskue i Aabenraa. Vi kører med friskolens bus frem og tilbage, og har denne dag forældre med som hjælpere. Vi deler os op i små grupper og går rundt på pladsen, hvor vi ser på alverdens dyr og maskiner. Alle har madpakke og drikkedunk med, som vi i løbet af formiddagen finder et sted vi kan sidde og nyde. En hyggelig og spændende dag, hvor vi får lov til at komme helt tæt på nogle dyr og sidde på både traktorer og andre maskiner.
Kliplev Mærken
Fredag i ugen for Kliplev Mærken, inviteres alle børn fra de lokale institutioner til at komme på pladsen. Udvalgte forlystelser er åbne så børn og voksne kan more sig. Efter afprøvning af forlystelserne spises de medbragte madpakker i cafeteltet sammen med en gratis læskedrik og hvis vi er heldige får vi også en is.
Vi er ofte heldige at have et par søde forældre med som hjælpere denne dag.
Madsby Legepark
En gang årligt lejer vi Søgård Friskoles bus og tager en hel dag til Madsby Legepark i Fredericia. Parken byder på en kæmpe legeplads, tarzanbane, go-karts og en mini zoo. Dette er en årlig begivenhed som både store og små ser frem til. Vi har bagagen fuld af skønne oplevelser, når vi kommer hjem denne dag. Sjov, leg og motorik er i højsædet når vi tager til Madsby.
Vi er ofte heldige at have en håndfuld søde forældre med som hjælpere denne dag.